Tenoren og byen
Caruso og Sorrento
Enrico Caruso, tenoren fra Napoli, og hans sidste sommer nær Sorrento, plus Lucio Dallas sang, der udsprang af et hotelværelse over havet.
Reservér dine pladser ↗Tenoren fra Napoli
Enrico Caruso blev født i Napoli den 25. februar 1873 og døde samme sted den 2. august 1921, 48 år gammel. Han blev døbt dagen efter sin fødsel i kirken ved siden af familiens hjem på via Santi Giovanni e Paolo. Han anerkendes generelt som det 20. århundredes førende tenor og som den første internationale indspilningsstjerne med omkring 250 kommercielle indspilninger fra 1902 til 1920. Hans karriere førte ham til Metropolitan Opera i New York, hvor han optrådte 863 gange, men han forblev en napolitaner, der sang sin fødebys sange som ekstranumre.
Stemmen på plade
Caruso og grammofonen fremmede hinanden. Hans 12-tommers plader var begrænset til omkring fire og et halvt minut, så de arier, han indspillede, blev valgt eller klippet til at passe. Hans indspilninger af Vesti la giubba fra 1902, 1904 og 1907 var blandt de bedst sælgende plader i 78 rpm-æraen. En tenor i en koncertsal i Sorrento arbejder i en tradition, som Caruso var med til at forme: en enkelt stemme, et kort berømt stykke og et publikum, der kender melodien.
Den sidste sommer
Efter en alvorlig sygdom i New York sejlede Caruso til Italien i slutningen af maj 1921 for at komme sig. Ifølge hans hustru Dorothy så det ud til, at han var ved at komme sig og tog på i vægt i Napoli og Sorrento. I juli opfordrede venner ham til trættende udflugter i varmt vejr, og feberen vendte tilbage. Den 31. juli forlod hans rejseselskab Sorrento for en klinik i Rom, men da de nåede Napoli, var han alvorligt syg. Han døde på Hotel Vesuvio i Napoli to dage senere. Italiens konge, Victor Emmanuel III, åbnede Royal Basilica of San Francesco di Paola for hans begravelse, som tusindvis overværede.
Et hotel over havet
Hotellet Excelsior Vittoria ligger på klippen over vandet i Sorrento. Ifølge beretningen bag sangen Caruso boede singer-songwriteren Lucio Dalla der, tilfældigvis i netop det værelse, hvor Caruso havde opholdt sig kort før sin død. Ejerne fortalte ham om tenorens sidste dage og om hans lidenskab for en af sine unge kvindelige elever, og historien gav Dalla ideen til sangen.
Sangen
Caruso blev skrevet af Lucio Dalla i 1980'erne og dedikeret til tenoren. Den fortæller om en mand, der er ved at dø, og som ser ind i øjnene på en pige, der stod ham nær, og teksten indeholder subtile referencer til personer og steder fra Carusos liv. Sorrento optræder som Surriento, byens napolitanske navn, hvilket minder om Carusos hyppige besøg i byen ved havet. Omkvædet er baseret på Dicitencello vuje, en napolitansk sang udgivet i 1930. Dallas egen video til sangen blev optaget i Caruso-suiten på hotellet Excelsior Vittoria.
Efter Dalla
Andre sangere tog sangen op. Luciano Pavarotti indspillede den i 1989 på sit album Tutto Pavarotti, og Florent Pagnys version fra 1996 nåede nummer to i Frankrig. Efter Dallas død gik sangen ind på den italienske singlehitliste og toppede som nummer to. En sang skrevet på et hotelværelse i Sorrento til en napolitansk tenor er blevet en standard for tenorer generelt, og derfor dukker den op i et program, der begynder med opera.
Hvor den passer i koncerten
Caruso er blandt de sange, der er nævnt til anden halvdel af Sorrento-koncerten, ved siden af 'O sole mio, Torna a Surriento og Funiculì funiculà. Programmet kan ændres, så det er et sandsynligt indslag og ikke et løfte. Hvis du hører den, vil du være et kort stykke fra klippen og hotellet, der inspirerede den, hvilket er den slags lokale detalje, en Sorrento-koncert kan byde på, og en stadionkoncert ikke kan. Lyt efter de napolitanske ord i omkvædet, som ligger inde i standarditaliensk.
Kilder