Anden halvdel
Napolis sange forklaret
Napolis sange i anden halvdel af koncerten for nye lyttere: hvor canzone napoletana kommer fra, og hvilke sange der er de mest kendte.
Reservér dine pladser ↗Hvad canzone napoletana er
Canzone napoletana er betegnelsen for sange på napolitansk, som regel skrevet for én stemme, oftest en mands, selv om kvinder også synger dem. Kærlighedssange og serenader dominerer, og mange af dem savner det tidligere tiders Napoli. Det er komponeret populærmusik og ikke anonym folkesang. Santa Lucia, Funiculì funiculà, Torna a Surriento og 'O sole mio er de titler, de fleste kender. Teksterne er på napolitansk, så de adskiller sig fra standarditaliensk, selv hvor meningen er let at gætte.
En sangkonkurrence, der grundlagde genren
Fra 1830'erne havde genren en årlig scene: en sangskrivningskonkurrence knyttet til Piedigrotta-festivalen, opkaldt efter en kirke i Mergellina-kvarteret i Napoli. Konkurrencen løb regelmæssigt indtil 1950. Emigranter fra Napoli og sydpå bragte sangene med sig oversøisk mellem cirka 1880 og 1920, og turnerende tenorer, Enrico Caruso blandt dem, holdt dem i live ved at synge sin hjembys musik som ekstranumre.
O sole mio
Dateret 1898, med vers af Giovanni Capurro og en melodi tilskrevet Eduardo di Capua. Navnet betyder min sol. Melodien tilfaldt di Capua alene i omkring 75 år, indtil Alfredo Mazzucchis datter krævede en andel til sin far, og en dommer i Torino gav hende ret i 2002. Ved OL i Antwerpen i 1920 trådte den i stedet for den italienske nationalsang, hvis musik ikke var dukket op. Elvis Presleys It's Now or Never overtog dens melodi.
Torna a Surriento
Brødrene Ernesto og Giambattista De Curtis, en musiker og en digter og maler, skabte denne sang, hvis titel betyder Kom tilbage til Sorrento. Traditionen placerer dens tilblivelse i 1902, da Sorrentos borgmester bad Giambattista om en sang til premierminister Giuseppe Zanardelli, som boede på Imperial Hotel Tramontano. Nyere forskning tyder på, at brødrene indleverede den i 1894. Uanset hvad er det aftenens ene sang, der nævner den by, du sidder i. Claude Aveling skrev den engelske tekst, Come Back to Sorrento.
Funiculì, Funiculà
I 1880 satte Luigi Denza i sin hjemby Castellammare di Stabia musik til vers af journalisten Peppino Turco, der hyldede den nye funicular op ad Vesuv. De to lancerede den ved Piedigrotta samme år, og Ricordis trykte eksemplarer rundede en million inden for tolv måneder. Richard Strauss og Nikolai Rimsky-Korsakov troede begge, det var en folkevise, og citerede den, og Denza vandt en retssag mod Strauss. Den blev første gang sunget på Quisisana Hotel i Castellammare di Stabia.
Santa Lucia og de senere klassikere
Santa Lucia er en traditionel napolitansk sang, som Teodoro Cottrau oversatte til italiensk og udgav i Napoli i 1849 som en barcarola – den første napolitanske sang med italiensk tekst. Genren blev ved med at frembringe favoritter efter 1950, som Totòs Malafemmena og Renato Carosones Maruzzella. Et koncertmedley af napolitanske sange kan spænde fra 1800-tallet ind i 1900-tallet, og derfor glider anden halvdel let fra en barcarola til en efterkrigsmelodi.
Caruso
Lucio Dalla skrev Caruso i 1980'erne som en hyldest til tenoren fra Napoli. Dalla boede på et hotel i Sorrento, i det værelse hvor Caruso havde boet kort før sin død, og ejerne fortalte ham om sangerens sidste dage. Omkvædet låner fra Dicitencello vuje, en napolitansk sang fra 1930. Det er en moderne sang med napolitanske rødder, og den afslutter ofte en koncert af denne slags.
Hvorfor de passer godt efter opera
Mange af disse sange er skrevet i traditionen for napolitanske romancer, i en stil tæt på opera, og derfor behandler tenorer dem som koncertrepertoire og ikke som let underholdning. The Three Tenors sang selv 'O sole mio sammen som et signaturnummer, og aftenens første halvdel forbereder øret: først arier, derefter melodierne, der voksede ud af den samme italienske vokaltradition.
Kilder