Første halvdel
Tenorarier for nye lyttere
Operaarierne, der er nævnt for Sorrento-koncerten, for nye lyttere: historierne bag Vesti la giubba, E lucevan le stelle og Nessun dorma.
Reservér dine pladser ↗Arier kort fortalt
En arie er et solonummer taget fra en opera eller et lignende scenisk værk. En koncert sætter flere sammen, så du hører højdepunkterne fra forskellige operaer i ét stræk, uden de handlinger der forbinder dem. Tenoren, den højeste af de sædvanlige mandsstemmer, har mange af de mest berømte, og derfor kan en tenortrio fylde et helt program med arier alene. Hvert stykke nedenfor synges på italiensk, og hvert står på egne ben. Opera bruger også recitativ, de talenære passager der bærer handlingen mellem arierne; en koncert udelader dem og beholder melodierne.
Vesti la giubba
Den stammer fra Pagliacci, en opera af Ruggero Leoncavallo, uropført i 1892. Sangeren spiller Canio, en omrejsende skuespiller, der netop har erfaret sin hustrus utroskab, men alligevel må iføre sig klovnens kostume og optræde. Arien er det tragiske klovnebillede: smilende udadtil, grædende indadtil. Titlen betyder tag kostumet på, og en engelsk version kaldes ofte On with the Motley. Enrico Carusos indspilninger af den fra 1902, 1904 og 1907 var blandt de bedst sælgende plader i 78-omdrejningernes æra.
E lucevan le stelle
Den tilhører Giacomo Puccinis Tosca, første gang opført på Teatro Costanzi i Rom den 14. januar 1900, en dag senere end planlagt på grund af frygt for uroligheder. I sidste akt sidder maleren Cavaradossi i fængsel med en time tilbage at leve i. Han beder om at måtte skrive et brev til Tosca, og så overvældes han af minder, så brevet forvandles til arien: og stjernerne skinnede. Det er en af operaens to berømte arier, side om side med Toscas egen Vissi d'arte.
La donna è mobile
Det er hertugen af Mantovas sang i Verdis Rigoletto, første gang opført på La Fenice i Venedig den 11. marts 1851 med Raffaele Mirate som hertugen. Titlen betyder kvinden er omskiftelig. Verdi tilbageholdt den fra sangerne og orkestret indtil få timer før premieren og forbød enhver fløjten af den; næste morgen blev den efter sigende sunget på gaderne. Den varer kun to-tre minutter, hvilket gør den til et yndet showstykke for tenorer.
Nessun dorma
Den kommer fra sidste akt af Puccinis Turandot, som blev efterladt ufuldendt ved hans død i 1924, færdiggjort af Franco Alfano og uropført den 25. april 1926. Prins Calaf synger den og siger, lad ingen sove. Han har besvaret prinsessens tre gåder, og hun kan lade ham henrette, hvis hun gætter hans navn inden daggry, så han regner med at sejre ved morgenen. Luciano Pavarotti løftede den langt ud over operahuset, efter at have sunget den til VM i 1990, og senere optrådte den på den bedst sælgende klassiske indspilning nogensinde.
Orkestrets åndehul
Programmer for denne slags koncerter indeholder nogle gange et instrumentalt stykke, og Intermezzo fra Pietro Mascagnis Cavalleria rusticana er et, der er blevet opkaldt efter Sorrento-koncerten. Operaen blev uropført den 17. maj 1890 på Teatro Costanzi i Rom. Siden 1893 er den ofte blevet opført sammen med Pagliacci som dobbeltforestilling, en sammensætning med kælenavnet Cav og Pag, så koncertens første halvdel stille genlyder af en berømt aften i operaen.
Granada og de andre nævnte numre
Granada af den mexicanske komponist Agustín Lara er fra 1932 og handler om den spanske by; det er José Carreras' signaturnummer og var den eneste sang, som alle tre af de oprindelige Tre Tenorer sang som solonumre ved forskellige koncerter. Nel blu dipinto di blu og Con te partirò er senere sange, forbundet med Domenico Modugno og Andrea Bocelli. Programmet kan indeholde dem side om side med arierne ovenfor, og begge er berømte: Nel blu dipinto di blu, kendt som Volare, vandt Sanremo i 1958 og blev nummer tre ved Eurovision, og Con te partirò blev første gang sunget af Bocelli ved Sanremo i 1995.
Kilder